Traditioner

I løbet af året

Henover året er der forskellige fællesaktiviteter. Vores elever holder af de faste traditioner fx sommerfesten i juni måned, hvor vi bl.a. laver en fælles madbuffet. Hver familie bidrager med en ret, herefter hygger vi alle sammen. I december måned er der juletræsfest på skolen. På Nørreland holder vi festen i vores aula, hvor juletræet er pyntet fint. Her deltager elever, søskende, forældre og personale. Traditionen tro kommer julemanden forbi.
Inden eleverne tager på juleferie, slutter vi året med en lille gudstjeneste i Nørrelandskirken.

Fastelavn

Hvert år markerer vi fastelavn med tøndeslagning på skolen.
Børnene er udklædte, og sammen med personalet slår vi katten af tønden. Vi kroner kattekongen og kattedronningen. Og så er der selvfølgelig lækkerier i tønderne.

Udeliv og frisk luft

Hvert år deltager eleverne i skolernes motionsløb, som vi afvikler i uge 41. Motionsløbet afvikles som hovedregel på en ca. 5 km lang rute med start samt afslutning på skolen.

Vi starter med fælles opvarmning og slutter af med indtagelse af "langsomme kulhydrater" og uddeling af medaljer til alle.