Førskole

I Holstebro Kommune er børnene på fuld tid i førskole (SFO) fra den 1. maj og indtil skolen begynder i august. Specialkompetence Holstebro har førskole på alle afdelingerne.

Da det er børn med forskellige udfordringer, der bliver visiteret til Specialkompetence Holstebro, vil udgangspunktet også være forskelligt på afdelingerne.  

Den vigtigste opgave er for alle afdelinger at skabe en tryg overgang og en genkendelighed til det, der skal ske, når børnene begynder i skole til august. 

I Holstebro Kommune tager læringsindholdet i førskolen udgangspunkt i de seks  kompetenceområder, der gælder for børnehaveklassen.

  1. sprog
  2. matematisk opmærksomhed
  3. naturfaglige fænomener
  4. kreative og musiske udtryksformer
  5. krop og bevægelse
  6. engagement og fællesskab

Personalets arbejde med de seks kompetenceområder fra børnehaveklassen skal skabe større sammenhæng mellem børnehave og skole. De indholdsmæssige krav til førskolen understøtter, at børnene er klædt bedst muligt på til at starte i skole, og at de oplever sammenhæng samt en tryg overgang mellem dagtilbud og skole.

Det fælles pædagogiske grundlag, som er fundamentet for personalets arbejde med de seks kompetenceområder, hviler på følgende elementer, som udgør en væsentlig del af det fælles grundlag for det pædagogiske arbejde i dagtilbud.
Det er leg, læring, børnefællesskaber, pædagogisk læringsmiljø, barnesyn samt dannelse
og børneperspektiv.